Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« Matt 5,20-26
Amen.


For nyligt genså jeg en film, som endnu engang satte mine tanker i gang – fuldstændig som den også gjorde første gang, jeg så den for år tilbage. Den hedder ”Pay it forward” – altså ”Giv det videre”. Måske I har set den?

Den handler om Trevor, en amerikansk dreng i 5. klasse, der efter sommerferien får en ny lærer i samfundsfag. Læreren giver klassen en opgave for: De skal hver især udtænke og igangsætte en plan, der vil gøre verden til et bedre sted at leve. Intet mindre!

Trevor tager udfordringen op. Ja, det gør hele klassen – med større eller mindre held… Men Trevor udtænker en plan, der går ud på, at han selv skal hjælpe 3 mennesker, der så hver især igen skal hjælpe 3 mennesker osv. På den måde vil hjælpen brede sig som ringe i vandet. Men for at det virkelig skal batte – formålet er jo at gøre verden til et bedre sted! – så skal det, der hjælpes med, være noget, som personen ikke var i stand til at klare på egen hånd.

Det lyder jo egentlig simpelt. Og som noget, der godt kunne lykkes. Trevor sætter projektet i gang. Han inviterer en hjemløs med hjem for at bo i garagen. Han giver ham mad og sørger for, at han kan tage et bad, så han kan være ren og pæn, inden han sender ham ned på det lokale hotel for at søge et arbejde.
Hans anden gode gerning er at hjælpe sin mor med at finde kærligheden. Det gør han ved at arrangere en middag mellem moderen og samfundsfagslæreren.
Og endelig sætter han sig for, at han skal hjælpe sin kammerat af med de store drenge, der mobber ham.

Filmen udfolder videre, hvordan det går med de tre projekter. Lykkes de? Og lykkes planen om, at dem, der hjælpes skal ”Pay it forward” og selv hjælpe tre andre?
Det er en fantastisk film! Trevors plan er så simpel, at jeg i hvert fald ikke kan se filmen uden at tænke, at den plan faktisk godt kan lykkes! Som Løgstrup formulerede det, så holder vi altid en del af den andens liv i vores hænder. Vi har indflydelse på hinandens liv – på godt og ondt. Vi kan så let spænde ben for hinanden – og lige så let kan vi i fællesskab hjælpes ad med det, der er for svært at gøre alene.
I dag handler teksten om de ti bud – og om, hvordan vi skal leve med hinanden. Det er sjovt med de ti bud. Det er ofte dem, der refereres til, når helt almindelige danskere skal fortælle, hvad kristendom egentlig går ud på. Af en eller anden grund er det nemt at huske i hvert fald et par af budene – og det er nemt at huske, at det kort og godt er kristendommens budskab. Desværre er det åbenbart knapt så nemt at huske, at Jesus jo faktisk – bl.a. i teksten til i dag – gør op med de ti bud.
Det er ikke længere dem, vi skal leve efter. Kristendommen er ikke en lovreligion – selvom det måske nogle gange ville være lettere med nogle helt klare regler for, hvad vi må og ikke må! Men budene er nu erstattet af den ene sætning, der lyder: Du skal elske din Gud og din Næste, som dig selv.

Og den læresætning uddybes så yderligere i dagens tekst, hvor Jesus forklarer, hvad det med at elske din Næste blandt andet betyder: Nemlig, at hvis vi kommer i kirke og i døren herind til kommer i tanke om, at vores bror er ved på os, så skal vi vende om og først gå hen og forlige os med ham, før vi igen kommer i kirke.
Kan vi det? Er det muligt? Gad vide, hvor mange kirkegængere der ville være tilbage, hvis man ikke måtte sidde på kirkebænken, hvis man kunne komme i tanke om en, man havde en kurre på tråden med? Gad vide om præsten overhovedet ville være her?
Man må altså ikke tage sin vrede, sine skænderier og fjendskaber med i kirke. Da jeg viste minikonfirmanderne rundt i kirken i foråret, fortalte jeg dem, at våbenhuset hedder sådan, fordi man i gamle dage skulle lægge sine våben derude. De måtte ikke komme med ind i kirken. I dag er der jo ikke mange, der sådan bærer våben – i hvert fald ikke i traditionel forstand. Men vi kan stadigvæk godt finde ud af at såre hinanden og måske ligefrem tage livet eller i hvert fald livsglæden fra hinanden – nu gør vi det bare ved hjælp af ord. Derfor er det ikke vores våben, vi skal efterlade i våbenhuset, men i stedet vores bandeord, vores hårde ord til hinanden, vores sladder og onde rygter. Alt det må vi ikke tage med ind i kirken.

Jesus siger, at vi først skal blive gode venner med dem, vi er uvenner med, før vi må komme her. Vi ved jo godt, at det ikke altid er så nemt. Nogle gange går uvenskab så langt tilbage, at vi nærmest har glemt, hvad vi er uvenner over. Måske vi ikke behøver at vende om i døren. Måske det ligefrem kan gavne at tage sin uven med herind i kirkens rum – ikke sådan helt konkret hente vedkommende med herind altså, men have ham eller hende med i tankerne.
Sådan, at når man sidder herinde og kigger op på korset, så ser man ikke kun det lodrette bjælke – den, der forbinder himlen og jorden – men også den vandrette bjælke – den, der forbinder os med hinanden. Og har man så sin uven i tankerne, mens man kigger på korset og hører fortællingen om ham, der gav sit liv for at vi skulle kunne leve med hinanden, så kan det være, at det er lettere at gå ud af kirken og forsone sig.

Fadervors ord: ”Forlad os vore skyld, som vi forlader vores skyldnere” klinger med i baghovedet. Med korset, kirken og ”forlad os vor skyld, som vi forlader vores skyldnere”: Det er det, der skal til for at minde os om det, vi godt ved – nemlig, at vi skal give slip på vores ufred og i stedet for at skubbe hinanden væk, skal vi række hånden frem.

For nu at vende tilbage til filmen, jeg begyndte med at fortælle om: Så er det i korset, vi kan hente den hjælp, vi har brug for, før vi kan gøre det, som vi ikke kunne gøre alene: Række hånden ud. Tage det første skridt. Slå en streg over uvenskabet.
Engang var der en mand, der satte en hel række af gode gerninger i værk. Som ringe i vandet. Han lod sig korsfæste for at tage konsekvenserne af den synd, vi mennesker begår – og som om det ikke var nok, så lader han stadigvæk sin ånd dryppe ned i verden, så ringene stadig breder sig. Lad os gå ud af kirken og Pay it forward. Lad os give det videre, så vi sammen kan se det brede sig. På den måde kan vi gøre en indsats for at verden bliver et bedre sted.
Amen.