Kirkens historie
Ligesom de fleste andre landsbykirker i Danmark er Herslev Kirke bygget i 11-1200-tallet. Den er bygget af granitkvadre på et sted, som lå højt og frit, og som formodentlig blev regnet for helligt i forvejen, nemlig ved siden af den fredede gravhøj fra oldtiden, som man kan se på kirkegården. I begyndelsen havde kirken både en kvindeindgang i nordsiden og en mandsindgang i syd; kvindeindegangen blev muret til omkring år 1600 men kan stadig ses inde i kirken. Ved mandsindgangen blev våbenhuset bygget til i 1500-tallet. Vinduerne var typisk romanske: små, smalle og rundbuede; tre af de gamle, tilmurede vinduer kan ses udvendig på kirkens øst- og sydside. De nuværende, store vinduer blev sat i engang i 1800-tallet. Oprindeligt var kirken ikke så stor som nu; både skibet og koret er udvidet ad flere omgange. Til forskel fra de fleste andre landsbykirker, som fik kirketårne bygget til i 1400-tallet, har Herslev Kirke intet tårn. Fra sidst i 1800-tallet til 1977 var kirkeklokken hængt op i en muret klokkekam på vestgavlen. Da klokkekammen blev for dårlig, blev det besluttet at hænge klokken i en klokkestabel på den fredede gravhøj på kirkegården, hvor der før havde stået et klokketårn. Kirken er sidst restaureret i 1983.

Døbefonten
er hugget af to granitsten, og den har stået i Herslev Kirke fra begyndelsen, så i mere end 800 år er sognets børn blevet døbt i denne font. Kummen er dekoreret med en række buer, der ligner en søjlegang; den hører derfor til de såkaldte ”arkadefonte”, der kun findes i Syd- og Sønderjylland. Foden er dekoreret med en lilje på de to sider og en due på de to andre; liljen er symbol på renhed og duen på Helligånden. Begge dele, tror vi, mennesket får skænket af Gud i dåben. Oprindeligt blev børnene dyppet ( ”døbt”) tre gange ned i fonten, som var fyldt op med vand, men efter reformationen fandt man ud af, at man kunne nøjes med symbolsk at øse tre håndfulde vand på barnets hoved. Derfor anskaffede man dåbsfadet af messing, som nu står i døbefonten under alle gudstjenester og kirkelige handlinger. Det er fra Sydtyskland fra ca. 1575 og findes magen til i flere kirker her på egnen. I fadets bund er en fremstilling af Mariæ bebudelse. Det er det billede, børnene spejles i, når de bliver døbt. Som Maria fik at vide, at hun skulle føde Guds søn, sådan tror vi, at dåben genføder os som Guds sønner og døtre, søskende til det barn, Maria fødte.

Altertavlen
har tre fløje og er skåret i træ i senmiddelalderen, omkring år 1500. Både altertavlen og det store krucifiks på nordvæggen er lavet af en ukendt billedskærer, som kaldes ”Herslev-mesteren”. At altertavlen er fremstillet før reformationen, fremgår af, at Maria har en meget fremtrædende plads i midterskabet. Her står hun til venstre, ung, blid og sørgmodig, fornemt klædt som himmeldronning med krone på hovedet og Jesusbarnet på armen. I midten ses Gud Fader med den døde Jesus i armene. Ved at holde ham tæt ind til sig og sætte ham på sit knæ viser han, at dette døde menneske er hans egen søn. Til højre er ærkeenglen Mikael i færd med at dræbe dragen, sådan som det er forudsagt i kapitel 12 i Johannes’ Åbenbaring. Det er et almindeligt, middelalderligt billede på det godes endegyldige sejr over det onde ved tidernes ende. I de to sideskabe står de tolv, langt mindre apostle med hver deres kendetegn – for manges vedkommende det våben, der blev anvendt, da de blev slået ihjel for deres tro. De har dybt alvorlige ansigter, som om de godt ved, hvilken stor opgave der venter dem. Da altertavlen blev restaureret i 1736, blev kong Christian den 6’s monogram med krone anbragt ovenpå alterskabet.

Triumfvæggen
mellem skibet og koret giver kirken sit smukke og stærke særpræg. Den er bygget af granitkvadre og står uændret fra romansk tid. Rundingen og fodstykkerne er fornemt udhugget, og fodstykkerne er dekoreret med forskellige flettede borter. Gennem denne triumfbue kommer Kristus i gudstjenestens ord til sit folk som den konge, der har sejret over døden.

Altersølvet
De to store alterstager af messing er fra omkring 1600, den syvarmede lysestage fra nyere tid. Både kalken og disken ( kanden til vin og tallerknen til brødet ) er af forgyldt sølv. Begge dele er skænket til kirken i 1697 af den daværende sognepræst, Anders Iversen Bruun, og på begge er indgraveret Paulus’ retoriske spørgsmål fra 1. Korintherbrev 15,16. På diskens kant står der: DET BRØD SOM VI BRYDE (ER DET) IKKE CHRISTI LEGUMS SAMFUND. På kalkens fod læser vi: VELSIGNELSENS KALCH SOM VI VELSIGNE ER DET ICHE CHRISTI BLODS SAMFUND. Det svar, som Paulus underforstår, er naturligvis et Jo!

Loftet
i skibet er det oprindelige loft af egebjælker fra 11-1200-tallet!!

Prædikestolen
er fra omkring år 1600, da man efter reformationen begyndte at lægge større vægt på prædikenen i gudstjenesten, fordi folk skulle forstå det glædelige budskab. På den tid fik kirken også bænke for første gang, så man kunne sidde ned og høre efter. Prædikestolen er i renæssancestil med søjler og buer. I felterne imellem dem er afbildet de fire evangelister med deres symboler: Matthæus med englen og Markus med løven; Lukas med oksen og Johannes med ørnen.

Maleriet på nordvæggen
er malet af en lokal maler, M. P. Morvig, i 1878. Det er en kopi af Leonardo da Vincis berømte billede, ”Den hellige nadver”. Billedet skildrer det rystende øjeblik, da Jesus netop har sagt, at en af disciplene vil forråde ham. Alle er bestyrtede, kun ikke Judas, som klædt i mørkebrunt læner sig ind over bordet til venstre for Jesus. Hans hånd er knyttet om posen med de sølvpenge, han har fået for sit forræderi. Øjeblikket efter deler Jesus brødet og vinen ud som sit eget legeme og blod – også til Judas.

Orglet
er bygget af Jydsk Orgelbyggeri i 1964. Det har fem stemmer, et manual og en pedal.

Klokken
ved indgangen i vestenden er kirkens gamle malmklokke, som hang i klokkekammen på vestgavlen, indtil den måtte udskiftes i 1973. Den nye klokke, som i 1977 blev flyttet til klokkestablen på gravhøjen, bærer indskriften: Syng Herren en ny sang.

Gravstenene i våbenhuset
Den tykke, smalle gravsten, som spidser til forneden, er fra 11-1200-tallet. Den er uden inskription men dekoreret med et stort sværd, en ridder, forskellige dyr og kors. De tre øvrige gravsten er flade og firkantede og har alle ligget over begravelser inde i selve kirken. De er derfor meget nedslidte. Gravstenen til venstre for døren ind til kirken har de fire evangelistsymboler, engel, okse, løve, ørn, i hjørnerne samt i venstre side ordene: …TAMSDATTER I HERREN.. Til højre for døren står en gravsten med indskriften: ..DENNE LIGSTEEN ALEENE BEKOSTET ANNO 1635…SØFREN BUL I FOLLERUP MED SIN KJÆRE HUSFRUE MAREN THAMISDATTER SINE AFDØDE…Stenen til højre for udgangsdøren har igen de fire evangelistsymboler i hjørnerne og følgende indskrift: UNDER DETTE MONUMENT HUILER UDI HERREN…TIL EN GLÆDELIG OPSTANDELSE…OC VELLERD MAND..SOGNEPRÆST…SOM HENSOFVEDE I HERREN DEN 26…1633 DER HAND NU HAFDE LEVET I DENNE VERDEN UDI 63 AAR OG PRÆDIKET ORDET UDI 39 AAR OG LEFVET UDI EN ÆGTESTAND MET SIN HJERTEK. HUSTRUE GUDFRYGTIG OC DYDERIG QUINDE KIRSTEN HANSDATTER SOM SALIGEN HENSOFVEDE I HERREN DEN 28 MAR 1630 OG AUFLEDE MED HENDE 15 BØRN 8 SØNNER OC 7 DØTTRE HERREN ALT KJØDS OC AANDERS GUD FORLENE DENNEM SAMTLIGEN ÆRE….OPSTANDELSE PAA DOMMENS DAG ( tydet af tidligere førstelærer ved Herslev Centralskole, Maltha Jensen. ) Den vellærde mands navn var Jens Jensen Herslef, som var sognepræst i Herslev og Viuf fra 1594 til1633. Endelig ses i våbenhusets sydmur en gravsten over overkrigskommissær Søren Sommer, der døde under et besøg i Herslev Præstegård den 11. juli 1827.

De små mænd
På det nordlige fodstykke i triumfbuen er hugget to små mandshoveder med fuldskæg. De samme hoveder findes der tre af udvendig, midt på kirkens nordside, på den smukt udformede sokkel. Muligvis har stenene med de små mænd oprindelig siddet i kirkens hjørner. Hvem de små mænd forestiller, ved vi ikke. Er det Vor Herre, hvis milde ansigt vi har set? Eller er det djævelen selv, som skræmmes væk af Vor Herre i dette hus? Er det de mænd fra sognet, som sørgede for, at kirken blev bygget? Eller forestiller det stenmesteren, som byggede kirken, og som på den måde har sat sin autograf flere steder på sit værk? Måske er det bare ansigter, som skal udtrykke, at kirken er bygget og beregnet for mennesker. Gud er nok Gud, om alle mand var døde. Men kirken er ikke kirke uden mennesker.

Tegninger: Peter Evald Jensen
Tekst: Marianne Frank Larsen
Kilde: Herslev Kirke – en beskrivelse af kirken og dens inventar
v/ A. Skaarup Gejels tegnestue, Tørring 1984.